Nedenfor kan du se en kort oversigt over de 9 linier der er på skolen - klik til venstre i menuen for mange flere oplysninger om den enkelt linie.....

Bygge-, anlæg- og servicelinien.

På denne linie varetager vi al vedligeholdelse af skolens bygninger både udvendig og indvendig.
Det vil sige, at eleverne har arbejdsopgaver der giver et teoretisk og praktisk indblik i fag som fx. murer, tømrer, maler og vicevært.

Gartneri-, skov- og anlægslinien.

Gartneri-, skov- og anlægslinien køres af 2 linielærere.
Gartneriet består bl.a. af et stort opvarmet drivhus på 600m2 samt et 100m2 stort pakkeri, hvor vi laver alle årstidens blomster, lige fra frø og stiklinger til færdige salgsplanter.

Dertil kommer skov- og anlægsdelen, hvor liniens 2 linielærer står for et stykke skov, som skolen vedligeholder. Dette kan bestå i opstamning af grantræer, beplantninger af nye juletræer, udtynding af træer og meget andet.

IT, kontor og kommunikationslinien.

IT er en bred linie, med indhold der relaterer sig til mange ting indenfor dette område. Eleverne får praktisk og teoretisk undervisning i løsning af arbejdsopgaver, der bl.a. kommer fra eksterne samarbejdspartnere.

Køkken- og kantinelinien.

I køkkenet vil du være med til, at levere mad til mellem 80 og 100 personer dagligt, dvs. til skolens elever samt personalet.
Derudover varetager køkkenet al fremstilling, servering og anretning af maden ved de kurser der afholdes i skolens kursuslokaler.

Pædagog-, social – og sunhedslinien.

Undervisningen er målrettet mod udslusning til Social- og sundhedsskolerne, samt de pædagogiske uddannelser. På linien undervises i fag der relaterer sig til det pædagogiske og social- og sundhedsfaglige område, og hvor undervisningen er rettet mod uddannelser indenfor børne-, ældre- og handicapområdet.

Smede- og mekaniklinien.

På dette værksted, laves der produktioner til både de lokale erhvervsliv og private personer, hvor værkstedet laver alt fra slikstativer, skabe, trapper og kunsthåndværk. Vi har også vores egne produktioner, bl.a. en ny type cykelanhænger, forskellige former for havegrill, lysestager, fuglefodringskasser og havelåger.

Tømrer- og snedkerlinien.

En del af værkstedets opgaver er bl.a. produktion af møbler, fremstilling af vores populære bord/bænkesæt, istandsættelse af møbler for private og for daginstitutioner og tømreropgaver for ETK. Eleverne er med i alle produktioner.

Idræt- og kulturlinien.

Idræt og kulturliniens aktiviteter spænder meget bredt. Inden for idræt er der fokus på teori omhandlende anatomi, fysiologi og sund kost. Af fysiske aktiviteter vil der være fokus på løb, cykling, fitness og boksning. Emner som diverse boldspil, klatring og spille/lege udvikling venter forude.

Butik- og designlinien.

Butik og design linien skal på længere sigt styre den daglige drift af skolens butik, hvorfra der sælges produkter både fra eget og skolens øvrige værksteder. (Butikken er pt. under opbygning). Vi sørger for at betjene butikkens kunder, udstilling, oprydning, at kassen stemmer osv. På linien indgår også relevant undervisning i kundebetjening, kropssprog, dekoration, udstilling, skilteskrivning, priskalkulation etc. Værkstedets opgaver er fortrinsvis produktion af eget design til skolens butik, men det kan også være bestillings opgaver til private eller det lokale erhvervsliv.